Projektet Famyuni

Nicolas Vigny

Jeg hedder Nicolas Vigny. Jeg har arbejdet med kommunikation i omkring ti år og har allerede haft mulighed for at skabe digitale projekter i mindre skala. Det har givet mig lyst til at udvikle konkrete værktøjer med udgangspunkt i de mennesker, der bruger dem. Med den erfaring, og uden at gøre krav på at være ekspert i alle aspekter af familiers hjælp til hinanden, begyndte jeg at forestille mig Famyuni.

Jeg blev opmærksom på pårørendes situation, da jeg arbejdede for en social sikringsordning. Da jeg begyndte at interessere mig for emnet, gik det også op for mig, at der var pårørende omkring mig, uden at jeg egentlig forstod, hvad de gjorde i hverdagen. Deres hjælp var til stede, nogle gange afgørende, men ofte kun lidt synlig.

Jeg begyndte derfor at læse undersøgelser og se nærmere på emnet. I Europa, og særligt i Frankrig, bliver befolkningen ældre. Stadig flere familier skal finde deres egen måde at organisere hjælpen til en nærtstående på. Der er allerede rigtig mange pårørende, som hjælper. Bag denne virkelighed ligger spørgsmål om tid, træthed, sundhed og alles plads i familien. Jeg er overbevist om, at dette emne vil fylde mere i vores samfund, og at der skal udvikles løsninger, som støtter de berørte.

Jeg spurgte mig selv, hvad jeg på mit niveau kunne bidrage med gennem mine kompetencer. En idé tog gradvist form: at skabe et fælles rum, hvor familiemedlemmer kan samles omkring en nærtstående, der modtager hjælp, se, hvad der bliver gjort, organisere sig bedre og hver især finde deres måde at deltage eller støtte andre på. Sådan opstod projektet Famyuni.

Jeg begyndte at tænke over det og arbejde på det i midten af 2025. Siden da har den udfordring, der driver mig, været enkel at beskrive, selv om den er krævende at løse: at skabe en intuitiv platform, der er let at bruge og reelt nyttig i familiernes hverdag. Den skal kunne tilpasse sig forskellige situationer uden at dømme mennesker eller antage, at alle kan hjælpe på samme måde.

Jeg ved, at en platform ikke vil løse alle de vanskeligheder, som pårørende og deres familier møder. Men jeg tror oprigtigt, at den kan gøre hjælpen mere synlig, lette dialogen og give alle mulighed for at finde deres plads. Efter min mening fortjener projektet at blive prøvet af.

De næste skridt vil blive til i mødet med dem, der lever i disse situationer. Ved at tilbyde Famyuni til familier, lytte til dem og se, hvad de faktisk har gavn af, kan jeg finde ud af, om idéen opfylder et reelt behov, og fortsætte med at forbedre den. Det er familierne, der skal vurdere dens nytte.